Spanien 19 C
Spanien 19 C er et kunstnerstyret, non-profit udstillingssted i
Århus, der har eksisteret siden 1998. På Alt_Cph 10 deltager
de med projektet ´Kiosk´.
Hvad er tanken med Kiosk?
På en måde kan man sige, at Alt_Cph selv har været en af inspirationskilderne
til Kiosk. Alt_Cph og de andre ”alternative art
fairs” vi gennem de sidste år har deltaget i, er alle en slags
markeder, handelsstrøg eller samlingssteder, hvor erfaringer,
meninger, værker, inspiration og netværk udveksles.
Kiosken er oprindeligt et lysthus, et samlingssted hvor
man udveksler historier og tanker. I dag er kiosken primært
en mindre butik hvor der sælges nyheder og sladder, underholdning
og det man lige står og mangler - input man ikke
nødvendigvis vidste man faktisk havde brug for. Midt i det
morads af ´nødvendigheder´ gemmer der sig dog stadig samlingsstedet,
hvor der kan udveksles historier og ideer. Vores
Kiosk ser vi som en nyfortolkning af den oprindelige kiosk,
hvor historier og tanker kan få frit rum. Et autonomt lysthus
eller messestand, der fremstår som en collage af outputs der
blandes, blendes og distribueres som en dekonstruerende
lysavis. Vi har inviteret en række kunstnere og skribenter til at
komme med nyheder, historier, ideer og sladder til ”kiosken”.
Samtidig vil der foregå en nyhedsopdatering løbende under
Alt_Cph.
Hvad er styrken/værdien ved den selvorganiserede scene?
Selvorganiserede ting og tiltag har som udgangspunkt en
enorm styrke i mængden af arrangementer.
Det gælder naturligvis i allerhøjeste grad også den selvorganiserede
kunstscene, som er dybt engageret, men som
stadig kan bevare en lethed og leg i tilgangen til udstillinger
og projekter. Som nonprofit selvorganiseret udstillingssted
er vi drevet af lyst og nysgerrighed, vi kan beskæftige os med
kunstneriske udtryk, som ikke er dikteret af markedet. Og der
er på en helt anden måde rum for eksperimenter og ting, der
stadig er i proces.
No comments:
Post a Comment